Поэзия:. Søren Ulrik Thomsen. Ses igen

⇐ ПредыдущаяСтр 3 из 3

Поэзия:

Sø ren Ulrik Thomsen

Ses igen

Vi ses igen

du ræ kker din hå nd gennem drø mmens masker

vi ses igen

du stå r i en rude på tiende sal

vi ses igen

passerer hinanden på hæ ldende trapper

vi ses igen

sover tilfæ ldigt i samme tog

jeg ser dig igen på den mø rke plads

må nen hæ lder sit sø lv i dit hå r

du ser mig igen vente for grø nt

som om jeg vented på nogen

ses igen blikkene standser i mæ ngden

ses igen i en tilsneet have

ses igen i en opbrudt gade.

fra City Slang 1981

Проза:

Uddrag af Annette Bjergfeldts roman Hø jsangen fra Palermovej 2020

Petrograd havde skiftet udseende siden sidst. En knejsende smuk isdronning tog imod den tilrejsende. Nevafloden lå glaseret mellem de gule pragtpalæ er, og hele byen lyste som en indbydende fromagedessert, dekoreret med rimfrost. Langs bredden varmede mæ nd med buskede skæ g og pelshuer sig ved dampende hed suppe. Deres å nde steg op i den isblå himmel som små skyfabrikker, mens de talte med krø llede bogstaver og uendelige, snø rklede sæ tninger, der var helt umulige at dechifrere.

På gadehjø rnerne fristede bagere og tehuse bag duggede ruder, mens heste trak kaner i spand, med vrinsk, bjæ lder og udspilede næ sebor på de sneklæ dte gader. Ved siden af Hannibal gik lille Varinka. Petrograd å ndede guld mod det himmelblå, og en stor lykkefø lelse steg i ham.

Huskede jeg min parlø r fra hotellet? Jo, den ligger stadig her i frakkelommen.

" Katatjsa na konjkakh... zavtra? “ Skø jte... i morgen? ” spurgte han, mens han lod fingeren glide over siderne i parlø ren.

Varinka nikkede.

Hun var glad for, at vejret kræ vede en frakke, selv om hendes var mø læ dt. Den dæ kkede trods alt plamagen på kjolens ryg.

Dagen efter spæ ndte de skø jterne, mens militæ rmusikken bragede ud fra paladsernes gå rde. Overalt så s revolutionsgarden med skarpladte gevæ rer og rø de stjerner i pelshuerne. Soldaterne stod i små grupper og rø g cigaretter, mens de stampede lidt varme ind i uniformerne.

Varinka gled adræ t ud på isen og flø j ned ad den spejlblanke flod, med Hannibal vaklende efter sig. Et par elegante kvinder i skinnende pelse, med hæ nderne begravet i blø de muffediser, betragtede leende synet af de to. Kvindernes rø dmalede læ ber spillede i vintersolen, men for Hannibal var der kun Varinka. “Tjort menja poderi, kak ja khorosha! Hold kæ ft, hvor er jeg god! ” sagde hun og satte skø jten hå rdt i isen.

Alt sammen sø d musik i morfars ø rer, selv om han ikke lige kunne finde ordene i sin parlø r.

Et mandskor ø vede sig et sted og skabte et ekko af stemmer, der lø ftede sig op over palæ erne. En by for guder. Hvilken patos - det kunne vi læ re noget af i Kø benhavn.

Morfar må tte ofre en af sine dyrebare formiddage med Varinka og opfø re sig som en overbevisende repræ sentant for grosserer firmaet. Det lykkedes ham at underskrive flere fordelagtige kontrakter med sibiriske pelshandlere, der var mere end villige til at handle, nu hvor bolsjevikkerne var kommet til magten.

Men hver aften kø bte Hannibal billet til fø rste ræ kke, og hver aften så han Varinka blive savet midtover. Selv om han vidste, at hun ikke tog skade, så steg pulsen voldsomt, nå r den knasende lyd af splittede knogler og flæ nset hud blev sat i scene af orkestret. Massakre udsat for balalajka, sav, tuba, viola, harmonika og slagtø j.

Publikum gø s.

Hannibal var for alvor begyndt at bekymre sig om Varinkas ve og vel. Selv om Petrograd var et syn for guder, var respekten for menneskeliv forsvindende lille.

“Se, ” udbrø d Hannibal forfæ rdet en formiddag. Et dø dt menneske lå frosset i isen på Neva, men ingen stoppede op eller tog notits af det. Folk gik bare forbi.

“Slutjaetsja, ” sagde Varinka blot. “Det sker... ” Nå r floden en dag smeltede, ville liget flyde ud i Den Botniske Bugt og livet gå videre.

Pludselig var Hannibal ikke i tvivl.

Hun må med mig hjem i Danmark!

En tanke, der hidtil havde væ ret en svæ rmerisk umulighed, blev med et meget hå ndgribelig.

Den aften havde morfar medbragt en sidste gave, inden fragtskibet næ ste morgen skulle sejle ham tilbage til Danmark med paller af pelse fra Sibirien. En stor blø d pakke. Da Varinka å bnede den, foldede en lysebrun zobelpels sig ud.

Hun stirrede på den.

Der var stille læ nge. Hannibal var bange for, at han igen havde overdrevet sin generø sitet og skubbet hende fra sig.

Var alt nu ø delagt?

“Spasibo, ” sagde hun så – og så ham ind i ø jnene.

Det ord kendte han.

Ø jeblikkets succes gav ham blod på tanden, og han foreslog et glas på Literaturnoje Kafe.

Varinka opdagede, at hendes strø mper var lø bet, men det var der ikke noget at gø re ved nu. Også den afsvedne kjoleryg huskede hun på.

Nå, han tager mig vel ikke for strø mpernes skyld?

Varinka ifø rte sig pelsen. Den vejede næ rmest ingenting, og for fø rste gang nogensinde fø lte hun, hvor let og ukompliceret livet kunne væ re. Svø bt i den blø deste tryghed. Næ sten som en mors omfavnelse. Den gamle frakke gav hun til en tiggerkone på gaden.

På cafeen bestilte Hannibal armensk brandy på gebrokkent russisk. Han nø d at sidde her, hvor forfattere som Pusjkin og Dostojevskij var kommet. På væ ggene hang fotografi er af de stø rste russiske kunstnere.

“Tolstoj! ” sagde morfar og pegede på et af dem.

“Anna Karenina! ” svarede Varinka og så pludselig meget opmæ rksom ud. “Grev Vronskij, ” tilfø jede hun og bundede glasset.

Brandyen så ud til at hjæ lpe på hendes talegaver.

“Da! ” smilede Hannibal lykkeligt.

Hun var den perffekte kvinde. Ikke en kaglende kø benhavnsk gå s, men derimod en kvinde, der talte, nå r hun havde noget at sige. Tæ nk, at kendskabet til Anna Karenina, ja, hele den russiske sjæ l, var forankret i denne lille krop på bare halvanden meter.

Den stæ rke spiritus og varmen fra zobelpelsen gav Varinka rø de pletter på kinderne og indgø d Hannibal et pludseligt mod.

“Varinka! Krasivaja i divnaja Varinka! Smukke, guddommelige Varinka! Jeg ved, at du næ sten ikke kender mig, men mit hjerte kan ikke læ ngere finde ro, hvis ikke du gifter dig med mig. Ujedem so mnoj v Daniju! Kom med mig til Danmark! ” Morfar turde næ sten ikke se på hende. Han havde ø vet sig hele dagen og holdt vejret for ikke at ø delæ gge noget.

⇐ Предыдущая 1 23